Hjemme igen – konsollidering

Students at work on the survey line

Liv, Christina, Kezban, Selim, Nikoline, Selim, Toke, Thomas, Margit, Vera (fra venstre). Foto: Kristina Winther-Jakobsen

—————————————————————

English summary: 

The project found a lot of roman homogenous sherds and ceramics, suggesting a short chronological period, the northeast of the survey field suggest domestic town dwellings in association with the cross shaped building. 

The Road survey, in which I participated suggests hand carved roads into the bedrock, leading to the bridge foundations at Yürüktepe. It is very distinct that the cutwaters on the bridge foundations is upstream, determining the bridge as ancient and roman. The road  from the bridge allegedly leads to Bafra and the Halys river. 

————————————————————–

Tønnes Bekker-Nielsen og Kristina Winther-Jakobsen har nu indleveret deres officielle rapport til det Frie Danske Forskningsråd, som omhandler en general vurdering af kampagnen 2013, en del om roadsurvey, brosurvey og især mark-surveyet. Fundene er også præsenteret via billeder i denne blog. Jeg vil udplukke lidt af det jeg har været med til, dvs. vandnæserne ved brofundamenterne, og marksurveyet, meget af nedenstående er oversat fra den originale rapports engelske.

Papaz tarlası (vor surveymark)

Området er omkringis 8.250 m2, inddelt i 10X10 meter grids 81 grids ialt) har vi samlet et repræsentativt udsnit på 10% af overfladen, alt fra tommefinger størrelse og op blev opsamlet, kun diagnostisk materiale som var mindre blev samlet op. To personer gik på 50 cm af gridlinjen skulder ved skulder. Herefter blev alle gridlines gået igennem med alle mand skulder ved skulder for at finde yderligere diagnostisk materiale.

Vandkanal fundet ved skråningen ved vor survey mark

Vandkanal fundet ved skråningen ved vor survey mark. Foto: Tønnes Bekker-Nielsen

Foruden de arkitektoniske fragmenter, var der fund af vasekeramik, en lampe, to mønter og metalslagge. Keramikken er mest køkkenvare, lidt  serveringskeramik, og sjældne fragmenter af transport amphoraer. Man har angiveligt produceret meget af keramikken i området, da der ikke er tegn på køkkenkeramik importeret fra andre steder af Romerriget.

Her kan se distributionen af keramikken, det meste keramim (tegl) fandtes omkring den røde kvadratiske streg. Tableware (bord eller serveringskeramik) findes over næsten hele sitet, imens køkken keramikken er mindre spredt, Pithos (transport amfor) var der meget lidt af og mest imod øst.

Her kan se distributionen af keramikken, det meste keramim (tegl) fandtes omkring den røde kvadratiske streg. Tableware (bord eller serveringskeramik) findes over næsten hele sitet, imens køkken keramikken er mindre spredt, Pithos (transport amfor) var der meget lidt af og mest imod øst. Diagram: Kristina Winther-Jakobsen

Keramikken og teglen vi har fundet synes at være homogent og antyder en ret kort aktivitetsperiode. I det nordøstlige hjørne af surveymarken synes at være fra den samme kronologi, dette område synes at være beboelses område, i association med den korsformede struktur som går igen via de geoelektriske forsøg. Der er dog også antydninger af en gård.

Broen ved Yürüktepe

Neden for landsbyen Yürüktepe fandt vi store cement blokke i floden. Lidt oppe af floden ved en lille poppellund, findes brofundamenter over floden/åen Kuz Çay.

Bro fundamenter ved Yürükçal.

Bro fundamenter ved Yürükçal. Foto: Tønnes Bekker-Nielsen

Ifølge Tønnes Bekker-Nielsen ligner fundamenterne ved Köprübaşı, altså store sten byggede fundamenter, formegentlig med en træbro ovenover. Der er fire synlige fundamenter, det første fundament er på tørt land, det andet fundament er hugget ud af den naturlige klippe. De andre fundamenter ligger ude i floden, og en del cementblokke ligger oppe ad strømme. Ingen af fundamenterne (eller søjlerne til broen) har vandnæser nedenstrøms.

Fronten af vandnæsen som vender imod strømmen

Fronten af vandnæsen som vender imod strømmen. Foto Tønnes Bekker-Nielsen

Vejen og gravsten ved Cekalan

Under landsbyen Hacıkurt 3 km vest fra Cekalan landsbyen, hvor højdedragene skråner ned imod vandet ved Kuz Çay ledte Tønnes, Marit, Selim og jeg efter en vej som skulle forbinde broen ved Yürüktepe og videre over bjergene. Der er næppe tale om en mindre vej, da broen er af anseelig størrelse.

Vej som angiveligt forbinder broen ved Yürükçal.

Vej som angiveligt forbinder broen ved Yürükçal. Foto: Tønnes Bekker-Nielsen

Det lader til at vejen som ses på rapportens billede 43 at vejens mål nærmere er Bafra end Kavak.

——————————–

Kilder: Bekker-Nielsen, Tønnes og Kristina Winther-Jakobsen. Rapport til det tyrkiske kulturministerium, og det Frie Danske Forskningsråd. Ikke publiceret.

Posted in Uncategorized | Leave a comment

Atatürk og tilbage til den lune stald

20131023-071812.jpg

Atatürk ankommer til Samsun via båd, en historisk montage, som faktisk virker meget kraftigere end mangt en museumsplanche. Foto: forfatteren

20131021-213615.jpg

Toke går op i fotograferingen med liv og sjæl, det er ikke så nemt som det ser ud. Foto: forfatteren.

————————–

English summary:

Almost 90% of the sherds we selected to bring home to the field station had to be drawn. These drawings had to be checked, and the girls did a great job in checking drawings in quite cold conditions (inside is colder than outside,there is no heating at the school were we live). 

Kristina did the third level registration sitting in the shade, working very fast. It was my job to feed her with numbered sherds, she worked in the shade without brake for five long hours. After all the registration we had to go to the survey field and throw everything back. After some talks between Kristina, Mustafa (Turkish representative) and Tønnes, the museum of Samsun will take the two coins. We found some nice marble pieces, but they were also discard, to some regret of vice manager Kristina. 

We are now in Samsun again, and we are all a bit tired. It was a great opportunity to get on this marvelous trip, new feats are learned, thank you dear reader for your time. 

———————————————————————-
20-21.10.13

Fotografering, tredje sortering og tegningstjek
I dag var sidste arbejdsdag. Pigerne som her har den bedste kunstneriske åre, tjekkede i hundredevis af tegninger. Samtlige tegninger skulle gennemses og rettes, hvis de var dårlige. Både inklination og diameter er svært at få styr på, så viskelæderet var i brug. Dette er et meget hårdt arbejde, som kræver stor koncentration. De blev ved i 5 timer i træk – Liv og Vera havde lavet en del dagen før, men der var meget som skulle tegnes om – så det var en inspiration ud i arbejdsindsats.

Samtidig sad lektor Kristina og lavede sidste finish på analysering af fundene. Jeg hjalp hende med at lægge keramik klar, men i fem timer sad hun i skyggen og registrerede på en kold tyrkisk oktoberformiddag. Til sidst med hætten oppe om ørerne; igen et eksempel til efterlevelse.

Toke fotograferede på livet løs, og specielt al keramik særskilt og fra flere vinkler. Man fotograferer oppefra og ned, al keramik i en transect (10×10 mtr. grid), eller på en gridlinje. I hver pose er der en tekst, som fortæller, hvor på marken keramikken ligger. Dertil kommer en skaleringsmodel. Vi brugte Kristinas Canon 600D spejlreflekskamera til arbejdet. Der skal gerne være sol til dette arbejde.

Molboarbejde?
Derefter kørte vi op på marken med al vores hårdt tilkæmpede keramik for derefter at hælde alt ud. Det var efter aftale med den tyrkiske stat, så det var fint nok. Mønterne får museet i Samsun dog, også selvom de har i tusinder. Christina (studerende) fortalte mig forleden, at hun havde tabt et pænt stykke dekoreret keramik, som jeg havde fundet. Keramikken gik altså i stykker. Vi havde jo imidlertid tegnet og registreret det, så jeg følte intet derved. Den lille historie fortæller, at det ikke er den fysiske genstand (om det så var en guldskat), som er interessant, men det, fundet repræsenterer.

Vi gik fri klokken tre, hvilket var helt uhørt – vi var dog alle så trætte, at ikke mange ville med indtil Vizirköprü for at shoppe. Man kan se, at byen vokser meget i disse år, byen er ikke sammenlignelig med en dansk by, der er fx ikke villakvarterer i Tyrkiet på samme måde som i DK. I størrelse ligner byen vel Hillerød eller Vejen (proportionelt
set). Vi købte lidt nødder, tørrede abrikoser, dadler og figner. Vi så på håndlavede samovarer og små håndlavede metalovne. Der var også en del gode olier og sæber, og alt var rørende billigt. En samovar for under 100 kr., hjemmelavet sæbe på rosenolie osv til 10-15 kr., og lokum i lange baner for en slik (!). Dertil indkøbtes en dejlig kage til dessert og lidt andre forfriskninger til ganen i den lokale Büfe (en slags systembolag).

Bazaaren og hotellet i byen er dog pænt. Der er pæne områder, men man ser det med lidt andre øjne, når man ikke er turist. Dette er sikkert, fordi man ikke opholder sig i byen hele tiden. Man har et andet forhold til shopping, når man arbejder, man har ikke så mange kræfter til at suge nye indtryk til sig.

Fine de la commedia
Professor Rainer og hele familien Mevlüt var i gang med at lukke feltstationen ned for vinteren. Den råkolde morgenluft gjorde, at man undgik skyggen. Vi kørte kl. 11 imod Samsun. En ung mand ved navn Yuzuf tog plads i bussen, selvom der absolut ingen plads var grundet al vor baggage. Mevlüt tog derefter en omvej ind i Vizirköprü og hentede endnu en mand. Så udover at være vægter på Rainers udgravning, gør Mevlütt i lidt personlig busservice, heldigt for ham, finansierede Tønnes brændstoffet.

Da vi kom til Samsun, tog vi ind og fik igen en Iskander-kebab at spise. Da forfatteren før har tilbragt en del tid i det mindre kendte emirat Sharja (tæt på Dubai), kendes alt til det specielle mellemøstlige fænomen at drikke kærnemælk med salt (kaldet Ayran i Tyrkiet). Til maden kan man ellers sagtens nøjes med vand eller en Fanta for blodsukkeret.

Atatürk

Herefter tog Mevlüt til fremmedpolitiet for at hente vore Ikamet (opholdstilladelse), som først nu (efter projektet er færdigt) var blevet gjort klar.

Samsuns hovedseværdighed baseres på Atatürks besøg med hans 18 “venner” i Samsun via skib for et par generationer siden (se øverste billede). Man kan således betragte et falsk skib med opstillede dukker, som angiver landsfaderens besøg. Selve skibet (som er sunket), er kopieret og ligger lidt længere henne i havnebassinet.

For os er fænomenet Atatürk svært at blive kloge på,  statsminister Stauning er måske den dansker som kommer nærmest på Atatürk, da de begge bryder et politisk dødvande i deres samtid. Atatürk har dog stadig en kæmpe indflydelse på det moderne Tyrkiet, angiveligt mere end Abraham Lincoln har på moderne Amerikanere. 

Atatürk ville med Kemalismen fremstille den tyrkiske stat som homogen, vise, at man ikke tolererer mindretal, og at det var en stærk stat som kunne konkurrere med de europæiske naboer – for senere at blive en del af Tyrkiet. Atatürk synes at stå for nationalisme og historie i et land præget af Islam og kultur fra den osmaniske tid. De hittiske, græske og romerske udgravede byer anses som rester af en underlegen kultur, hvoraf den tyrkiske er det sidste (og bedste) skud på stammen.

Sandheden er nærmere, at alle de nævnte folkeslag (og dermed hele Europa) er influeret fra det fjerne østen, herunder også tyrkerne.

Tak for alt
Til slut er der kun at sige styregruppen tak for en særdeles stor oplevelse, det var ganske vist hårdt, men alt som er umagen værd, bør være hårdt. Mange spændende ting er tillært, og megen keramik er fundet og registreret. Det bliver spændende at høre om Kristinas og Tønnes’ rapportkonklusioner, som burde se dagens lys i midten af november 2013.

Mangt en bonde har mærket, at hesten trækker ivrigere i tøjret, når vejen går hjemover mod den hjemvante lune stald med mad og drikke. Ligesådan er det med alle os, som efter en god indsats kan mærke hjemmet kalde. Fjernvarme, kaffe, rugbrød og hjemmelavet leverpostej venter forude.

———————————————————–

Kilder:

Hanioglu, M. Sükrü: Atatürk, An Intellectual Biography. Princeton University Press, Oxford 2011

Mango, Andrew: Tyrkerne – arven efter Atatürk. Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg, 2004

20131021-213646.jpg

Udsmidt keramik. Foto: forfatteren.

20131021-213738.jpg

Vera Sauer (tv) fortæller en historie om dengang hende og Eckardt tog billeder af tusinder af mønter i Samsun, da de kom hjem ødelagde et Tysk foto-firma uforvarende deres film – så retur til Samsun og tage nye billeder (Fimaet betalte hele ekspeditionen, da de var bange for sagsanlæg). Foto: forfatteren.

20131021-213806.jpg

Kristina holder tungen lige i munden ved udskæring af kage. Foto: Forfatteren.

20131021-213903.jpg

Ovne på bazaren i Vizirköprü. Læg desuden mærke til spolier th for Vera (en søjelebase indsat i træværket) Foto: forfatteren.

20131021-214004.jpg

Stud. mag Christina retter keramiktegninger, Kristina (med hætte) prøver at få varmen igen efter analysering af keramik. Foto: forfatteren.

20131021-214034.jpg

Opholdstilladelse (Ekamet) for en arkæologisk ekspedition. Foto: forfatteren

.

Posted in Uncategorized | Leave a comment

En fødselsdag, registrering og en mystisk romersk vej

20131020-103535.jpg

Fødselaren og Kristina (Liv sidder th for lektorene). Foto: forfatteren.

Eksempler på keramiktegninger.

Eksempler på keramiktegninger.

20131020-103743.jpgVejrsystem over Oymaacag.Foto: forfatteren.

—————————————————————————-

English summary:

Today Tønnes had his birthday, and prior to our dinner we were offered a glas of red wine, this was a nice gesture and everybody congratulated the project manager, and Kristina led the chorus in the birthday-song in Tønnes honor. 

We are now drawing, entering our data, and photographing all our finds. The archaeology students also determines the colour of the sherds via Munsells soil charts. After midday Selim (the Turkish student) and I were invited on a road survey by Tønnes. The bridge from the other day meant that a roman road also had to be in the area. The turkish representative (Mustafa), an ass. professor of the university of Samsun (Arkan) joined us. Indeed Tønnes did find handmade carvings in the stone, and a parallel ancient road to a small dried up river stream, and we followed the markings to a mountain pass at a 1000 meters, overlooking the Halys river. The road led to the river. 

———————————————————————————-

18-19.9.2013

Han skal leve…

Til alles store overraskelse diskede projektlederen op med godter og et glas rødvin før middagen i dag.

Det var nemlig Tønnes’ fødselsdag, og i al hemmelighed havde han og Marit købt chips og hele to flasker go’ rødvin (!). Kristina sang for under fødselsdagssangen, og alt var fryd og gammen. Der var naturligvis saft til de rettroende, som dog hurtigt fortrak til deres egen komsammen udenfor. Der er intet underligt i det, man skal til metropoler som Ankara og Istanbul for en international stemning. Alkohol gør tyrkerne lidt nervøse, ihvertfald herude på landet.

Alkoholregler
Man skal desuden være opmærksom på, at man ikke drikker alkohol til maden her, men gerne må tage en øl når man sidder og arbejder eller tjekker mails, efter kl 18.00 vel at mærke. Alligevel skal det være diskret, der er ingen højrøstet fest her – man er gæst i et muslimsk land og agerer herefter.

Man tisser heller ikke offentligt i felten men går helt uden for synsvidde og i behørig afstand. Desuden er det gerne så varmt, eller man arbejder så meget, at man ingen trang føler for at lette sig.

Tegning og registrering
Vi har i de forgående dage registreret fundene om aftenen. Hvert enkelt keramikfragment skal fotograferes, og ca. 90% skal tegnes. Diagnostisk keramik skal tegnes, body skal ikke. Man kan ikke tegne et fragment, når det kommer fra kropsdelen af en stor vase. Hvis der er en pæn dekoration, prøver man dog.

Når der ikke bliver tegnet, registrerer man i en accesdatabase på flere forskellige niveauer. Kun de arkæologistuderende munsellerer.

Munsellering
Kunstlærer og -maler Albert H. Munsell (1858-1918) lavede The Munsell soil colorcharts, altså en bog over jordfarver. Via firmaets hjemmeside påstås det, at man ikke siden Newtons farvhjul har lavet en farvepalet mere gennemgribende. Arkæologerne bruger Munsell til at determinere den ud- og indvendige farve på keramikken. Via farven kan man komme tæt på et oprindelsessted for leret og derfra nærmere et topografisk punkt for tilblivelsen af keramikken. Vi har næppe fundet keramik fra Rom, men Kristina gjorde opmærksom på en hank fra en transportamfor, som kunne være fra Sinope ca. 150 km væk.

Ellers blev der tegnet løs, desværre er det ikke undertegnedes spidskompetence. Så er det rart, at alt bliver tjekket igennem og rettet af eksperterne.

På jagt efter en romersk vej
19.10.2013:
Med Marit, Selim og Tønnes kørte vi over middag på jagt efter den vej, som har forbundet den bro, vi for nyligt har opmålt.

Arkan og Mustafa (og chauffør Mevlüt) var naturligvis med.

Nikoline, Tønnes og jeg havde opmålt sokler til den mystiske bro uden bagvendte vandnæser. Broen var altså angiveligt antik; når der er en bro, må der være en vej. Vi tog bussen og kørte tæt på broen, derefter tog vi et stykke op i bjergene, også pr. bus. Vi forlod bussen til gåben og Tønnes spejdede hele tiden efter muligheder for en antik vej. Man ser efter menneskelavede udhugninger i klippen. Tønnes fandt nogle, hvor man kunne se mærker efter mejsel, og som derfor var gode beviser for antik bearbejdning med slavekraft.

Der var en del hyrdehunde, som var meget interesserede i os, de kom tæt på og gøede kraftigt – men når man er fire mennsker, skal det være modige hunde, før de går til angreb. Selvom forfatteren har været under angreb af hunde i Spanien før, bevidner de ikke eksisterende billeder om en hastig retræte.

Vi fandt hurtigt noget, som kunne ligne en antik vej, der dog gik over i et slags vandløb. Hovedreglen er her, at er vejen som et U, kan det være en antik vej, hvis den skråner som et V, er der mere sandsynligt tale om et vandløb. Her var netop U-profilen til stede.

Når vandløbet blev for stejlt, var der en antik vej parallelt med det, og i dalen kunne vi se stedet for vore bro-fundamenter, bag en poppellund.

Vi gik nu tilbage til bilen, hundene var i mellemtiden forsvundet, og vi kørte op ad bjerget. Tønnes havde bemærket to pas i bjergene, som skulle undersøges. Vi regnede med, at vejen gik fra Vizirköprü til Bafra i den næste dal. Fra Bafra går det nedad til Halysfloden, så tanken er, at det er vejens retning.

Der var to pas, som kunne være mulige passagesteder. Der var et meget højt pas med et hvidt kalkbrud på toppen; dette kunne antyde at man førhen havde hugget sig igennem. Dernæst var der et, pas som ikke gik så stejlt opad. Vi fulgte sidstnævnte, og da vi stod på toppen i ca. 1.000 m. højde, kunne vi efter en kort spadsergang tydeligt se Halysfloden længere nede i den næste dal. Den antikke vej må have haft mål i Halysdalen imod Paflagonien.

Tønnes har i længere tid researchet i den Osmanniske Bagdads jernbane (Berlin til Baghdad bygger 1903-1940). Før man laver en jernbane, går man meget grundig til værks med et område-survey for at undgå for mange stigninger, for mange dyre tunneler osv. Men indtil videre har han ikke været heldig i sin korrespondance med Ankara og Berlin. Disse ingeniører ved, hvor de antikke veje har gået, og de har ganske sandsynligt optegnelser og koordinater for samme.

Jernbanen har været et jointventure mellem de osmanniske og tyske regeringer. Der skulle bruges en del tysk knowhow for at bygge en sådant projekt.

Det rådgivende ingeniørfirma, Phillip-Holzmann (grundlagt 1849), var involveret i det tyrkiske jernbaneeventyr. Det store firma gik konkurs i 2002 og afleverede alle sine akter til Frankfurt (a.M.)’s byarkiv. Tønnes har henvendt sig til byarkivet, men der forefindes ikke noget materiale om baneplanlægninger Vizirköprü-Bafra. Man kunne undersøge byarkivet i Samsun, men arkivalierne er på osmanisk-tyrkisk skrevet med arabiske skrifttegn.

Ved stiftelsen af det moderne Tyrkiet i 1923, skete der en voldsom sprogreformation, derfor indgår kun 20% af det gamle osmanniske (som var persisk inspireret) i det tyrkiske sprog. Man har derfor svært ved at finde eksperter, som kan oversætte det næsten tabte sprog.

20131020-104335.jpg

Mr. Munsell himself. FOTO: wikipedia Commons s.v. Albert Munsell

20131020-104356.jpg

Munselleringsbog, i hullerne ved farven tv stikkes keramikken ind, derefter kontrolleres den. Foto: forfatteren.

20131020-103708.jpg

Fødselsdagsfest. Foto: forfatteren.

20131020-144426.jpg

Tønnes og Selim på jagt efter en romersk vej. Om regnbuen giver en ledertråd imod vejen, eller om guderne velsigner projektlederens isse vides ikke. Foto:forfatteren.

20131020-134356.jpg

Tønnes går vores mark igennem en sidste gang og tjekker GPS koordinater.Foto: forfatteren

20131021-075658.jpg

Tønnes har på sit oversigtskort indtegnet den nye vej med blyant øverst, den skal rettes lidt til, men retningen er rimelig klar. De store sorte linjer er floder, de røde streger er veje. Kortet var ophængt på skolen så alle kunne følge med i udviklingen. Foto: forfatteren

Kilder:
Www.denstoredanske.dk s.v Bagdadbanen

Kilde Munsell metode:
http://munsell.com/color-products/color-communications-products/environmental-color-communication/munsell-soil-color-charts/

Udsagn vedr. sprog: Vera Sauer

Posted in Uncategorized | Leave a comment

Boyabat, byernes by og lidt historie om området

20131019-194627.jpg

Halys floden (Egtl. den røde flod kizilrmak) Foto forfatteren.

20131019-194439.jpg

På vej over broen ved floden Halys, Foto: Forfatteren.

20131019-193941.jpg

Downtown Boyabat. Slot i baggrund. Foto: Forfatteren

————————————————————————————————–

English summary:

Today the project manager surprised us all with a field trip to Boyabat, a large town inland to the West into ancient Paflagonia. Our bus driver Mevlüt got us all safe to the Halys river (modern Kizilirmak = the red river). There we all walked across the bridge, as the Halys is sacred for all participants of the project. We saw the medieval castle in Boyabat, which overlooks 360 degrees of the land, on a mountain top, a spectacular fortress build by the seldjuk-turks in the 12th century (about). 

Later we enjoyed a little sightseeing and shopping trip, we could buy home build samovars for 12-15 euros, turkish pants for 4-5 euros, and lokum (turkish wine gum) for almost nothing. Also a lot of gunshops drew our attention, without buying ofcource. Tønnes and the project bought us a nice dinner of Tovuk (chicken), it was a feast, as neither of us did eat any meat for some time.

————————————————————————–

17.9.2013

On tour
I dag lod vi profilmålere ligge, marken var vi færdig med, så Tønnes havde arrangeret en erskursion til Boyabat – en by ca. 100 km. mod vest.

Surveyområdet, marken og sletten vi arbejder på, udgør i antikken Neapolis’/Neoklaudiopolis’ opland. Hver dag, vi kommer hjem, kan vi fra skolen se en enorm slette, som tilhørte den antikke by, men faktisk er området meget større end man kan se med det blotte øje. Vera Sauer udtalte, at området for den tidligere romerske bystat gik til floden Halys – ca. 60 km væk. Området udgør et enormt område op imod størrelsen på Fyn.

Halys
Floden Halys som nu hedder den røde flod (kizilirmak), krydsede vi til fods over en bro. Det er åbenbart en tradition for projektet, Halys er hellig for os. Floden er nu inddæmmet, og derfor ikke så vild som engang, desuden gør årstiden, at der ikke er meget vand i øjeblikket. Tyrkerne dyrker faktisk jorden helt ned i floddalen.

Efter vi havde krydset Halys, kom vi ind i Paflgonien. I en tidligere blog har jeg nævnt, at vi befinder os i antikt Paflagonien, men efter konference med Vera Sauer, udgør Halys grænsen til Paflagonien.
Strabon nævner det i Geografica 12.3.2: (oversat af H. C. Hamilton):

“In sailing out of the Propontis into the Euxine Sea, on the left hand are the parts adjoining to Byzantium, (Constantinople,) and these belong to the Thracians. The parts on the left of the Pontus are called Aristera (or left) of Pontus; the parts on the right are contiguous to Chalcedon. Of these the first tract of country belongs to the Bithynians, the next to the Mariandyni, or, as some say, to the Caucones; next is that of the Paphlagonians, extending to the Halys, then that of the Cappadocians near the Pontus, and then a district reaching to Colchis.

Vi forestiller os, at Strabon sejlede igennem Marmarahavet med Byzans (Europæisk Istanbul) på sin venstre side. Derefter kommer han ind i Sortehavet (Euxine Sea). Herefter begynder han at remse staterne op på højre side af sit imaginære skib. Efter Bithynien kommer vi til Paphlagonien, som ligger op til Sortehavet og strækker sig imod øst indtil den bliver stoppet af Halysfloden.

Vi gjorde et stop for at kigge Halys nærmere i øjnene, og det er en meget rå natur, som forefindes her – det synes ikke som om, at sceneriet har flyttet sig meget fra antikken.

Duragat
Vi gjorde holdt i Duragat, så vi kunne strække benene og bruge toiletfaciliteterne ved moskeén. Hænder vaskes i en slags stoa (søjlehal), hvor rituel håndvask før bøn foregår. Vi var ikke inde og bese moskeén, men karavanserejet, som lå lige ved siden af, kunne beses udefra, og lidt senere indefra, da en moské-tjener åbnede for os.

Silkeruten ligger noget sydligere i forhold til os, og denne var bestrøet med karavanserejer, som rejsende kunne bruge til bl. a. ophold og beskyttelse under deres handelsrejser fra øst mod vest og omvendt.

Boyabat
Derefter gik det mod Boyabat, som er en noget større by, og hvor man kan købe praktisk taget alt. Først gik turen til den Seldjukkiske borg, som troner over byen. Seldjukkerne var et nomadefolk fra centralasien som egentlig er de moderne tyrkere. Borgen står flot og knejser på en bjergknold, og man kan herfra kontrollere horisonten 360 grader. Som mange borge og andre antikke bygningsværker i Tyrkiet, er den ret hårdhændet restaureret. Borgen går tilbage til 1200-tallet, men der er også hellenistiske levn ved slottet.

Det er lidt farligt at gå på brystværnet da der intet rækværk er ind imod borggården, der er også en 20 minutters opstigning til borgen, som svarer til turen til Akropolis i Athen fra Akropolismuseet. Der er store vandcisterner til belejringer, skydeskår, tårne osv. Men ellers er borgen, som de fleste andre, ret kedelige indvendige, der er ingen bygninger bare én tom åbning imod himlen.

Tovuk og powershopping
Så var det tid til frokost, og Tønnes, Marit, Kristina og Vera kendte et godt kyllingested inde i byen. Kylling fik vi til den store guldmedalje, og andre fik drikkeyoughurt med salt deri. Herefter fulgte 1,5 time shopping og sightseeing.

Det mest slående var en tigger, som nok skulle have en skrællekniv med i bad. Han greb undertegnedes hånd og kyssede den, imens han velsignede min slægt i 10 led frem – da gik det op for mig, at han havde to tommelfingre på samme hånd. Nå, man han fik en skilling, og videre gik det imod våbenkiosker, hvor man sagtens kunne købe et skydevåben, hvis prisen var rigtig. Vi så samovarer til omkring 90 kr., og pigerne købte pludderbukser for den latterlige sum af 30 kr. – endda uden at prutte om prisen.

Turkish delight and cuisine

Hjemme igen fik vi en dejlig middag lavet af Sanya, som nu igen var dukket op.
Maden er gerne:

Morgenmad
Hvidt brød
Salat med agurker, tomater og løg med et par dråber olie
Hindbærmamelade
Lokal nutella (et hit)
Sirup

Middagsmag
Suppe: Kål, linser, kikærter eller tzaziksuppe
Stegt ris
Kartoffelstrimler i olie med andre grøntsager
Fyldte peberfrugter (fyldt med ris ikke med kød)
Makaroni med peberfrugter
Nudler stegt i smør

Aftensmad
Rester fra middagen, eller noget lignende.

Drikke: Vi får flaskevand til maden, der er desuden yellow cola (Fanta) og black cola (cola), som tyrkerne kalder drikkene. Man lider til tider lidt af nedsat blodsukker, så selv projektlederen er set drikke mere end ét glas cola.

Man får te morgen, middag og aften. I begyndelsen var det eksotisk at drikke sortehavste. Knapt så meget mere. Teen er meget stærk, så man blander den med vand fra samovaren. På skolen har vi en elektrisk samovar og på sitet en mobil, som man tænder op i med solsikkestængler mv. Dette afgiver en kraftig røg. Sammen med vores te indtager vi nødder, tørrede abrikoser, tørrede brombær og diverse småkager.

Fotos
Man bør ikke tage billeder af tyrkere uden at spørge først, især ikke kvinder. Der er i koranen et forbud mod at gengive kroppen på malerier, og desuden er det bare uhøfligt. Arkan, vores professor fra Samsun, spørger altid, om han må tage billeder, denne høflighed er angiveligt mere religøst og kulturelt bevidst end i Europa, endsige USA,hvor man så at sige tager billeder af alt.

At tage billeder af keramik er noget som Kristina selv tager sig af, der skal være det helt rigtige lys, og keramikken skal tages fra flere vinkler. Toke har gjort det de seneste dage, men der har været ret overskyet, og derfor dårligt lys. Det Hittiske projekt har desuden en professionel fotograf tilknyttet. Da det begyndte at dryppe lidt idag fik Toke ordre om straks at træde i ly med Kristinas dyre kamera.

Ellers er det svært at tage billeder med både Iphone, Ipad og spejlreflekskamera på samme tid. Selvom appleprodukterne burde lægge billederne på fotostream op med det samme, gør de det ikke hurtigt nok, så tit må man have tre apparater op til samme fotolejlighed.

———————————————————————–

Kilder Strabon: http://www.perseus.tufts.edu/hopper/text?doc=Perseus:text:1999.01.019820131019-194020.jpg

På vej imod slottet (Kesban tager billeder af Selim). Foto: Forfatteren
20131019-194128.jpg

View over en del af Boyabat fra middelalder slottets skydeskår. Foto: forfatteren.

20131019-194228.jpg

Tyrkiske deltagere: Fv Selim, Mevlüt, Sanya, Arkan (lektor Samsun universitet), Mustafa (Inspektør). Foto: Forfatteren.

20131019-194254.jpg

Nutella – turkish style. Foto Forfatteren.

20131019-194333.jpg

Chauffør og site-vægter Mevlüt prøver forgæves at indfange Kesban. Foto: Forfatteren.

20131019-194535.jpg

Hundehvalp som ellers ikke plejer at ville snakke – ved sitet. Foto: Forfatteren.

Posted in Uncategorized | Leave a comment

Survey færdig – og næse for antikke broer

Coin number two found by ass professor Kristina Winther-Jacobsen (University of Copenhagen). Foto: Kristina Winther-Jakobsen.

Mønt nr. 2 fundet af lektor Kristina Winther-Jakobsen. En Byzantinsk 40 nummi mønt af kobber. Dateret ca. til år 550. Foto: Kristina Winther-Jakobsen.

20131017-183131.jpg

Man registrerer alt meget koncentreret i felten, hvorefter vi indtaster det i en Acces database om aftenen. Hvis der er fejl i formularen, falder der brænde ned. Foto: forfatteren.

———————————————————————————

English summary:

We have now finished our survey in record time, and a lot of registration awaits us. Ass. professor Kristina Winther-Jakobsen found our second coin, also a 40 nummi Byzantian coin. This coin is not fragmented, and looks round and nice. The project manager attended some of the first surface surveys in the 1990’ies in Cyrpus. The students and scholars worked in the field all day in the burning sun, later during the registration the survey showed great errors in the afternoon shift. Everybody got tired in the sun and made mistakes, therefore we only survey in the morning and in the mild october sun. (Thankyou for that Tønnes and Kristina).

Student Nikoline and the author of the blog, was invited on a little bridge survey today, by the project manager. The owner of our field Buyniamin had told Tønnes of bridge foundation in a small river about 15 km from Vizirköprü. Tønnes was sceptic, but as the foundations only showed up-stream cutwaters, the bridge had to be roman (or ancient). It is a known fact that first medieval engineers discover that undermining of bridge pillars is not done up stream, but downstream. Thus medieval bridges has cutwater both up and downstream, this bridge only had upstream cutwaters. Even stranger, the brigde (which supposedly had a wooden superstructure in ancient time), is not published.

—————————-——————————————–

16.10.2013

Mønter
Så blev surveyet færdigt, og Kristina (lektor) fandt endnu en mønt, igen en Byzantinsk mønt med et stort M indskrevet på. Mønten er større end den sidste og stadig af en slags kobber-legering. M’et angiver, hvor meget mønten har været værd. Da det ikke er en romersk mønt, er værdien ikke 1000 (Romerske M har en værdi på 1000). Bagsiden af mønten er desværre uden kejser, men Vera (inkl Tønnes og Kristina) mener, at et årstal omkring 550 er rimeligt sikker. Møntens værdi går efter det græske nummersystem, dvs. man bruger hos grækerne også alfabetet til angivelse af talværdier. Tallene selv kommer først senere med araberne. Klassifikationen er M=40,K=20,I=10,E=5. Møntens værdi er altså 40; 40 nummi kalder man det.

Lektor Kristina Winther-Jakobsen fandt vor anden mønt, igen en 40 nummi mønt. Denne gang større og hel rund.

Lektor Kristina Winther-Jakobsen fandt vor anden mønt, igen en 40 nummi mønt. Denne gang større og hel rund.Foto: Kristina Winther-Jakobsen og Toke Hal Bjørn Hansen

Mønten blev fundet i stud.mag Nikolines transect-line, men ikke af Nikoline selv. Vi har bestemte linjer, vi går på, enten på en transect-line hvor vi søger kvantitative og repræsentative artefaktebeviser, eller vi finkæmmer et helt transect på 10X10 meter. Mønten blev fundet under sidstnævnte diciplin. Imens vi går, overvåger lektor Kristina vort arbejde, hun var netop i Nikolines område da hun udbryder: “Nææh, er det en mønt?”.

Der gik dog ikke skår af glæden, selvom det naturligvis er lettere irriterende, at ens underviser finder en mønt på et minut, når man selv har stirret ned i jorden efter mønter i dagevis.

Surveymetode og færdig med feltarbejdet

De sidste fem dage har været lidt af det samme hele tiden, så der er ikke så meget nyt at sige. Det var dog varmere i dag end ellers, hvilket gjorde søgningen imod samovar og vanddunke større.

Da man begyndte surveymetoden i 1990’erne, arbejdede de studerende og underviserne i felten hele dagen, men hvis man arbejder i august i middelhavsregionen, kan det blive meget varmt. De første surveys blev således ringere i kvalitet, jo længere man opholdt sig i solen. Man kunne se på datatilførslen bagefter, at hvor der burde have været rige koncentrationer, var det store huller i keramikdensiteten.

Koncentrationen var simpelthen forsvundet efter middag, og der skal megen koncentration til at finde mønter, eftersom de har den næsten samme brunlige farve som jorden. Samtidig bliver man ved med at samle grønlige sten op, de ligner irret kobber utroligt meget, især hvis de er runde. Selvom de pæneste fund er blevet gjort af arkæologerne, har to historikere fundet marmor, og vi har alle fundet et pænt stykke keramik eller mere. Marmoren udtrykker bygningsudsmykning og er vigtig for at bevise bygninger af en vis klasse fra antik tid.

Det er imponerende at se de arkæologistudenrendes indbyrdes konkurence i at gøre lødige fund, man får den tanke, at hvis man havde haft tre studerende fra Aarhus Universitet med, ville det have givet endnu mere konkurrence, og dermed måske flere fund. Personligt har jeg også kravlet på knæ i en hel halv dag sammenlagt dog uden møntresultat dog,  måske skyldes dette min farveblindhed. Kobbermønter har en irret grøn-blå farve (sølv og guldmønter har vi meget små forventninger om at finde), men mange jordklumper har netop denne farve også, så snesevis af gange samler vi en slags myrremalm eller farvet jord op.

Efterhånden får man så megen træning, at man ikke behøver at kravle, men kan stå bukket over jorden og faktisk med det blotte øje se, om det er et stykke diagnostisk tableware med eller uden red-slip.

Mad og Bayram
Det har, som nævnt, været Bayram i de sidste tre dage. Bayram er en religiøs fest, der afholdes to måneder efter ramadanen, og folk har fastet op til denne dag. Festligheden ihukommer, at Abraham næsten ofrede sin søn Isak. Man fejrer begivenheden ved at slagte en kalv eller lignende. Vi har således set diverse ofringer af dyr i og omkring Vizirköprü i de seneste dage.

Alt dette kød kan man ikke spise på én gang, så snesevis af kødhakkere har været opstillet ud til gaden i Vizirköprü, og så er tonsvis af kød blevet lavet til fars. Farsen kommer man i store 20-liters spande og bliver derefter lagt i bagagerummet af bilen, efter en stund kører man vel hjem og kommer alt i fryseren.

Fasten op til helligdagen har gjort, at vi ikke har fået meget kød da vi kom herned, desuden nedlagde vores kok også arbejdet, så i to dage har Tønnes lavet maden, med hjælp fra os andre. Nu skulle man tro at vi kunne køre en tur ind til Vizirköprü og få os en Döner eller en rullekebab, men alt er lukket i disse dage.

Inspektørens familie kom dog med en dejlig kødstuvning til os, og samtidig lavede Tønnes en dejlig Kylling Marengo. Faktisk var tanken at lave Kylling Provencale, så foreslog jeg Coq au vin, men tyrkerne ville næppe have rørt maden hvis der havde været hvidvin i maden.

Derfor kylling Marengo, opfundet af Napoleons kok, som efter slaget ved Marengo skulle lave mad til generalen. Desværre var bagagetoget blevet ramt af slaget, så chef Dunan sendte nogle soldater ud at fouragere:

Én kom tilbage med en kylling, en anden med tomater, en tredje nogle æg, og en fjerde med nogle flodkrebs, dertil bidrog Dunant selv med hvidløg, sin egen ration af tørt brød, samt nogle dråber cognac, han havde fra Napoleons private feltflaske.

Sandt at sige kunne vi ikke diske op med hverken flodkrebs, cognac eller hvidløg, men resten havde vi, og en dejlig fond blev det også til.

Vandnæser
Efter frokost fik Nikoline og jeg lov til at tage med Tønnes, Mustafa (Inspektøren) og Arkan (Lektor fra Samsun) til nogle brofundamenter, som der ikke før havde været set på. Lodsejeren af vort site, Bünyamin Kıvrak, havde gjort Tønnes opmærksom på nogle betonfundamenter i en lille navnløs flod. Tønnes var skeptisk, da han hørte om fundamenterne i foråret 2013,  tanken var, at broen var fra Seldjukkertiden i middelalderen, men det skulle heldigvis vise sig at være forkert.

Om broen er antik eller ej er et spørgsmål om de såkaldte vandnæser. I antikken lavede man broer med spidse fundamenter op imod strømmen, da man regnede med, at det var forfra, man skulle bekymre sig om underminering af bropillerne. I middelalderen finder man ud af, at problemet ligger bagved pillerne, og man laver derfra således vandnæser i begge retninger. Vandet laver krusninger efter at have passeret den første vandnæse og undergraver pillen og fundamentet ganske langsomt på antikke broer.

Denne bro (som kun er ruiner, der er kun næserne og lidt fundamenter tilbage) har kun fremadrettede vandnæser, og er derfor antik. Det interessante er, at ingen før har registreret denne bro, den er ikke publiceret, hvilket er ret enestående.

Tønnes havde set broen i foråret 2013, men grundet den store vandmængde kunne der ikke laves opmålinger. Det tog vi fat på nu. Fundamenterne blev opmålt, ligesom stenene til fundamenterne gjorde det, og det blev registreret, at stenene var sammeføjet med kramper, noget man ser i utallige antikke bygningsværker fra Parthenon til Pantheon.

Vandnæserne blev opmålt, og vi tog en del GPS-målinger som igen kan følges på google earth.

Broen har angiveligt været med en træoverbygning, da terrænet på bredsiden er for lav for en romersk bro med kæmpe romanske buer. I april vil Tønnes og konsorter igen udforske broen.

Befolkningen, et studie i sociologi
Befolkningen er speciel for os, ligesom vi er for dem. Som rejsende i middelhavslandene tager man sine forholdsregler, og man lader sig sjældent overraske. Tyrkiet er meget patriarkalsk og sociologisk meget decentral. Man ser det i de små ting. Vores chauffør Mevlüt er lidt af en patron i landsbyen Oymaagac (hvor vi bor), og han er yderst respekteret i Vizirköprü, men så snart han kommer vest for floden Halys (Kizilirmark), er hans streetcredit for faldende.

Under helligdagen kørte Mevlüts søn os til sitet, iflg., Selim den tyrkiske studerende, var Mevlüts søn ikke mere end 16, men han kunne stadig styrer en 13-personers bus med 130 km./t ad snoede stier.

Præsident Erdrogan, og hans ret ortodokse muslimske parti AKP, har ført kampagner imod tobak og alkohol. AKP har absolut beslutningsmagt i parlamentet, så reformerne mod rygning har virket, det er utroligt få, man ser ryge. Alkohol er ikke velanset men bliver næppe forbudt med det første, da det er den største indtægstkilde for staten via afgifter. En kasse øl koster omkring 100 tyrkiske lira, hvilket svarer til 300 kr., hvilket svarer til en afgift på 200% eller mere.

Vores tyrkiske medstuderende arbejder på samme vilkår som vi andre, og da de tog til Bayram-fest uden at spørge (og skulkede en halv dags arbejde), faldt der brænde ned. De arbejder dog lige så hårdt som os, og hvis vi havde julefrokost, ville vi måske nok også have pjækket en halv dag.

I morgen
Der er rigeligt at lave de næste dage, i morgen har vi fået lovning på en erskursion, men derefter skal vi til at registrere alt.  Efter dette er gjort, skal alt køres op på marken igen, undtaget de to mønter, som kommer på museum i Samsun.

20131017-183213.jpg

Vera rister brød til os, på skraldespanden – senere fandt vi ud af at brødet faktisk skal ind i den elektriske ovn. Foto forfatteren.

20131017-183400.jpg

Nikoline angiver her målestok ved floden uden navn. Foto forfatteren.

20131017-183442.jpg

Tønnes og Nikoline måler en fundamentsten op. Foto forfatteren.

20131017-183515.jpg

Kvien løber forskrækket væk fra vandnæser og arkæologistuderende. Foto: forfatteren.

20131017-183603.jpg

Hvem sagde no indiana jones her? Denne bro er måske kun 2 meter over floden, men Mustafa (inspektøren) kom løbende hen til mig og tog mig i hånden og sagde: Thomas! Dangerous!! og gestikulerede imod broen. Det havde han ret i – men det gik! Foto: forfatteren.

Kilder:
Www.wikipedia.de s.v. Byzantische Münzen. (Eftertjekket med post.doc Vera Sauer)

Posted in Uncategorized | Leave a comment

Archaeologic-survey, a surface-method (entry entirely in english)

20131015-201138.jpg

Our field, Christina and Marit looks a bit cold – colder than the sheep in the background anyway (!). Photo: The Author.

20131015-201026.jpg

Some of the ceramics of todays catch. Photo: the author.

20131015-200948.jpg

“Walk the line” under the auspicious eyes of assistant professor Kristina Winther-Jakobsen (with the hat)

20131015-200910.jpg

The field, some local kids celebrating bayram (2 months after the ramadhan) – the city of Vizirköprü in the background. The populace is not eating (fasting) thus only the small children in this photo did take some of the candy we offered them. Photo: the Author.

—————————————————————————————-

I Will now try to consolidate the blog in english.

So its all about an archaeologic survey at Vizirköprü in the northeast region of Turkey; the Pontos region. A Survey is a newer form for achaeological method, where everything is collected on The surface, The method was introduced around 1990.

The project is called “Where east meets west” and was started by the Project manager and assistant professor Tønnes Bekker-Nielsen and colleagues at University of Southern Denmark, and the department for classical archaeology at the university of Copenhagen (SAXO Institute), led by assistant professor in classical archaeology Kristina Winther-Jakobsen.

A survey is not an excavation, but a surface search.

The project was started in 2010, and is funded by the Free Danish research fund, and also works together with Professor Rainer Czichons Nerik Project, and his Hittite excavation in Oymaagac via Die freie Universität Berlin.

The projects homepages can be followed here:

http://www.sdu.dk/en/Om_SDU/Institutter_centre/Ih/Forskning/Forskningsprojekter/Where_east_meets_west

http://www.nerik.com

The campaign for the autumn will run most of october 2013, where we survey a field, follow some roman roads, and register our finds.

The blog is both a diary, and part of exam on a course at the University of Southern Denmark.

Until now we have gone through 70% of the field, or more, and have registered, drawn, washed, diagnosed, photographed, and sorted in first second and third levels.

Now the field in question is not drawn from a hat, but carefully selected by the executive members of the project. It is hard to explain why this particular field was picked, but especially the proximity to the ancient river Halys (now: Kilzilimak), and that this area is the outskirts of the Roman Empire, urbanised by Pompeius the great. Also the field has shown promising artifacts throughout modern history, when the owner of the land ploughs his land massive amounts of ceramic sherds, marble etc is brought unto the surface.

In 2010 the field was through a geoelectric survey, which means hundreds of iron sticks are run into the earth, and current was run through. This geoelectric survey showed structures, especially a cross-shaped building, and a square building next to the cross shaped building. The cross-shaped building could be a church, but we cannot be sure yet.

The last four days we have gathered a lot of ceramics on our gridlines, this is a procedure to get a representative estimate of the field, the finds in specific grids, and no finds in others are important, as it underlines or supports the geoelectric survey. As an example we found two marble architectural pieces today, within the squares of the geolectric survey-buildings.

We did find a byzantine coin two days ago, its extremely hard to determine the chronology of the coin, as it can be from the 5th century to the 12th. The coin is not silver or gold, but a copper-aloy of some sort, the coin has a cross on one of its sides. The coin will have to go to a conservator to get cleaned, if we are to know more.

Ofcourse we have found loads of tiles, quite a bit of kitchenware and some tableware and a very little glas plus two chunks of marble. Eventhoug there are some nice pieces between them, all and I mean all has to be thrown on the field again. Even the coin has to be thrown on the field again. We are not allowed to take anything with us, the inspector of the turkish state will try to intervene, so the coin can be rescued. (there is no photo of the coin because that part is not published yet).

A typical day:

06:30 We get up
07:00 Breakfast
08:00 Drive to site in bus
08:20 Survey
10:00 Teatime
10:30 Survey
13:00 Back to Oymaagac for lunch
14:00 Register our data, drawing of sherds, etc.
18:00 Work stops
19:00 Dinner
20:00 Tea or work on blog, homework, report, publications etc. Or freetime
22:00 Bedtime

There are a lot of scientists and students on the project, especialy from the University of Southern Denmark, and the SAXO institute in Copenhagen (part of the university of Copenhagen – classical Archaeology).

Here are the participants of this campaign:

Projectmanager and ass. professor (ancient-history/art-history) Tønnes Bekker-Nielsen (Univeristy of southern Denmark)

Vicemanager and ass. professor (cl. Archaeology) Kristina Winther-Jakobsen (University of Copenhagen – Saxo institute)

Ass. professor Jesper Majbom (ancient history – USD)

Post.doc (ancient history) Vera Sauer Stuttgart/USD
Geograph Marit Jensen

Gradstudent (cl. Archaeology) Christina KUA,
Gradstudent Liv, (cl. Archaeology
Gradstudent Selim University of Istanbull (ancient history)
BA student Kesban (Archaeology) University of Samsun.
Gradstudent (cl. archaeology) Toke KUA
BA student (cl. archaeology) Nikoline, KUA.
Gradstudent Thomas Bak (history/ancient history USD) author.

20131015-201225.jpg

Student Kesban is studying a water pipe. Which indicate a city structure to the right of Kesban. The direction is our survey-field. Photo: the author.

20131015-201338.jpg

As today is Bayram, a national dayoff in Turkey, our projectmanager with the assistance of student Liv, made us a superb ratatouille. We have to imagine a glas of red wine served to the dish. Photo: the author.

20131015-205553.jpg

Gradstudent Toke dertermines the colour of a ceramic fragment. Photo: the author.

Posted in Uncategorized | Leave a comment

Tegl tegl og mere tegl

20131014-184451.jpg

Teamphoto. Fra venstre: Post.doc (antik-historie) Vera Sauer Stuttgart/SDU, lektor og projektleder (antik-historie) Tønnes Bekker-Nielsen SDU, geograf Marit Jensen, lektor (kl. arkæologi) Kristina Winther-Jakobsen KUA, stud.mag (kl. arkæologi) Christina KUA, stud.mag (kl. arkæologi) Liv, stud.mag (kl. arkæologi) Selim University of Istanbull, stud.mag Kesban (arkæologi) University of Samsun. Stud.mag (kl. arkæologi) Toke KUA. Stud.mag (kl arkæologi) Nikoline, KUA. Foto: forfatteren (stud.mag historie/oldtidskundskab SDU)
Udenfor billedet (Mevlüt og kokken er ikke med på sitet) : Inspektør fra det tyrkiske ministerium, en lektor i arkæologi fra Samsun universitet, lodsejeren af vor mark, vor chauffør Mevlüt og kok Sanya. Foto forfatteren

Keramik ligger til tøring i solen, i net bakker (så vandet kan sies fra). Den hvide seddel må aldrig forlade keramikken da den angiver en transict grid (dvs. hvor keramikken er fundet)

Keramik ligger til tøring i solen, i net bakker (så vandet kan sies fra). Den hvide seddel må aldrig forlade keramikken da den angiver en transict grid (dvs. hvor keramikken er fundet). Foto: Forfatteren.

————————————————————–

English summary:

The work is now well underway we have gone through 25% of the field. We collect sherds in the morning, and wash, draw, photograph and register the finds in the afternoon. We get up at around 6:30,  take a bath (if the water is on), eat breakfast at 7:00, drive to the site from Oymaagac at around 8:00. Start survey at 8:20. Teabrake at 10.30. Home for dinner at 13:00. Commence registration and drawing from 14:00-18:00. Eat supper at 19:00. Free time (mainly studying and blogwriting from 20:00-22:00) And hit the sleeping bags at around 23:00. And we did indeed find our first ancient coin today, a Byzantian 40 nummi coin (!).

——————————————————

Coin number on discovered by student Nikoline Petersen (University of Copenhagen). Foto: Kristina Winther-Jakobsen.

Mønt nr. 1. Fundet af stud.mag Nikoline Petersen. Fragmenteret 40 nummi mønt – BYzantinsk. Årstal ca. 550. Foto Khristina Winhter-Jakobsen

Vægt og mål
Vi er nu inde i en arbejdstung fase af surveyet. Desuden har vi fundet vor første antikke mønt via stud.mag Nikoline. Mønten er angiveligt Byzantinsk, da den er udstyret med et kors, desuden er mønten ikke hel, men fragmenteret. Mønten er af en kobberlegering og ville have vakt mere begejstring, hvis den var romersk og dermed tættere på projektets kronologi omkring år 0.

Vi har nået ca. 20-25% af marken (dag to). Specialfund er måske interessante for lægmand, men ikke for arkæolog Kristina Winther-Jakobsen og styregruppen. Det er kvantiteten af keramik, eller mangel på samme, som er hjørnestenen i projektet. Hvis vi fx finder 25 kg. tegl i to grids, hvor vi via geoelektriske forsøg ved, der er fundamenter af bygninger, og modsat 800 gram tegl uden for fundamentsgrids, er det et vægtigt bevis for, at der har været bygninger i hine tider.

Pr. gridlinje finder vi fra op til 14 kg. keramik og helt ned til 500 gram. Herefter diagnosticerer vi, hvad vi har fundet, hvor meget i antal og hvor tungt.

Diagnostic sherds.

Diagnostisk tegl. Rande, håndtag, bunde, og red-slip ler maling. Foto Kristina Winther-Jakobsen og Toke Hal Bjørn Sørensen

Vi arbejder os ned ad marken mod de fundamenter, der er fundet i 2010 via geoelektriske forsøg. Tønnes og Kristina mener, der er en søjlegårdsplads med teglgulv og tegltag (og teglmure) ved siden af en korsformet struktur, som kan være en senere kirke.

Den elektriske kirke
Man ved, fra den første Peterskirke i Rom, at der var en overdækket peristylsøjlegård (firkantet) tilknyttet selve kirken. Man ser disse peristylsøjlegårde overalt  ved Middelhavet, herunder er palæstraet (brydeplads for den olympiske diciplin brydning) i Olympia et eksempel. Mange klostre er også et eksempel på den indre søjlegård eller have. Den korsformede struktur behøver ikke altid at have været en kirke, men måske tidligere et tempel, hvor der måske har været ofret, og derfor kan jorden gemme på flere rare sager, fra andre tidsaldre.

Vi regner med at finde flere spændende ting, efterhånden som vi nærmer os disse fundamenter.

Tegning af keramik er som golf-putting
Efter frokost gik vi i gang med tegning af keramikfragmenterne igen. Processen er kompliceret, og det tager tid at mestre den. Lægmand ville her nok sige: “Jamen, tag da et billede”, og det gør vi skam også, men tegning og billede komplementerer hinanden. En slags sikkerhedsline så at sige.

Ud af al den keramik vi finder, smider vi 99% ud igen (i hvert fald vægtmæssigt). De få fragmenter, vi beholder, bliver indsamlet, registreret og tegnet, fotograferet og går så igennem den sidste kvalitetskontrol. Vi beholder også glas, stuk og antikt metal, herunder naturligvis mønter. Knogler af mennesker beholdes ikke, tit er disse heller ikke af antik dato, men foruroligende friske ifølge Stud. Mag. Christina Hildebrandt. Vi har IKKE fundet menneskeknogler på denne udgravning.

De ting, vi beholder, er såkaldt diagnostisk keramik, man kan se, at det er en hank eller en rand, at der er mønster på, eller at der er tale om en speciel brænding eller en speciel ler-glasur, kaldet red-slip.

Tegning foregår således:

1) Man tager et stykke kalkérpapir.
2) Man finder et stykke keramik.
3) Man tegner nu en blyantsstreg omkring der, hvor man vil måle keramikken. Skåret skal måles på et naturligt sted, hvor der ikke er fragmenteret.
4) Man tager nu sin profilmåler (ligner en avanceret lusekam) og presser en form af ydersiden.
5) Formen nedfældes på papir med blyant.
6) Med en skydelærred måler man afstand og sætter huller i papiret.
7) Man tager nu sin anden måling af keramikken, denne gang indersiden.
8) Så måler man hældningen via en tegnetrekant.
9) Til sidst finder man diameteren (hvis det er en beholder af en slags, har den en diameter) og påfører det tegningen. Og husker at påføre, om det er indre eller ydre diameter.
10) Til sidst laver man en skala på ca. 3 cm.

Som overskriften antyder, finder vi rigtig megen tegl. Tegl er brugt flittigt førhen og nu, man har brændt den i tusindvis af år. Det gode ved tegl er, at det antyder bygninger.

Hititter og gun-shot-wedding
Efter aftensmad gik vi en tur op på Professor Rainers udgravning, som er hittitisk, måske op imod 2.000 år ældre end Where east meets wests’ kronologi. Sitet var låst af, men Toke har arbejdet på sitet hele sommeren, så han kendte alt til det. Det var placeret flot på en høj ud over dal og flod.

Under turen derned mødte vi en bryllupskortege af biler, ligesom det kunne foregå i Danmark. Det var dog en forskel, at sidste bil i kortege, havde et par unge mænd i sort, som pludselig tog en pumpgun frem og rettede lidt imod os, sikkert for at imponere. Jeg afstod selvsagt fra at tage billeder.

20131014-194854.jpg

Profilmåler presser sine bevægelige ståltænder imod en antik hank. Foto: forfatteren.

20131014-195045.jpg

Profilmålerens aftryk nedfældes på papir.

Posted in Uncategorized | Leave a comment

Day one

20131012-183917.jpg

Kesban i rødt med tørklæde (og kamera om halsen), kigger på, Lektor Kristina vejer keramik, Toke læsser i pose og sæk, Selim tæller fragmenter i kassen, og Christinas hænder registrerer ivrigt imens forfatteren foreviger.


Her er vi alle igang med at undersøge et 10X10 mtr. transect linje. Byen Vizirköprü ses i baggrunden. Foto: Kristina Winther-Jakobsen.

Her er vi alle igang med at undersøge et 10X10 mtr. transect linje. Byen Vizirköprü ses i baggrunden. Foto: Kristina Winther-Jakobsen.

——————————————————————-

English summary:

We students finally got underway to Turkey, and almost missed our connecting flight in Istanbull to Samsun in the northeast of Turkey, facing the Black Sea. Next day we were picked up by our driver Mevlüt, and assistant professor Jesper Majbom Madsen (University of Southern Denmark). After an adventerous drive to Vizirköprü and finally the hamlet of Oymaagac, we where greeted by a welcome comitee speaheaded by the project manager assistant professor Tønnes Bekker-Nielsen and deputy director Kristina Winther-Jakobsen (University of Copenhagen). I will now be presented for ceramic sherds én masse. Architectural sherds (tiles) is almost 95% of all ceramic we will find, 4,5% will be kitchenware, and a mere 0,5% will be tableware ceramics, a little glass, marble and maybe metal (coins).

———————————————–

Velkommen til Tyrkiet

I går kom vi studerende (Liv, Christina Nikoline og jeg) til Istanbul, og nåede lige præcist vort forbindelsesfly til Samsun. Toke var allerede hernede, og er også studerende. Alle studerende læser klassisk arkæologi, undtaget er Selim og jeg, som er antikhistorikere.

Vi overnattede på det dejlige Samsun Airport Resort Hotel, hvorefter vi blev hentet af lektor Jesper Majbom fra SDU og vor tyrkiske chauffør Mevlüt.

Så afsted til fremmedpolitiet, hvor vi skulle have lavet vor arbejdstilladelse, vi var der kun 2-3 timer, Tønnes havde advaret mod, at det kunne tage den halve dag.

Samsun
Derefter tog Jesper os ud at spise, en dejlig iskander-kebab, (iskander=Aleksander). Otto Steen Due (1939-2008) bruger i sine oversættelser af Illiaden og Odyseén tit ordet kebab, som egentligt bare betyder stegt kød. Således er der næppe megen forskel på en kebab nede fra grillen i 2013 og den, der serveredes i antikken.

Mevlüt, vor chauffør, kørte os på Samsun-museet i en times tid, hvor Professor Rainer Czichon har udstillet mønter og keramik som kan følges via http://www.nerik.de (eller .com) På museet var der en del indskrifter udenfor. Nikoline og jeg mente at kunne se en forfalskning, eller en ripoff-stele, som ikke havde nogen gang på jord. Stelen havde motiver fra den sene græske mytologi i en egyptisk profil, hvilket så suspekt ud.

Derefter gik det med 140 i timen mod Verzirköprü, vi skulle dog lige have to kusiner, en fætter og 300 tæpper, mange mystiske sække med også. Vi forventede faktisk fire geder også.

Efter to timers kørsel til Verziköprü og derefter til flækken Oymaacag (udtales Oymarssch) stod de andre klar med velkomstkomite og havde ventet med middagen, så vi var alle godt sultne.

Vi sover på en nedlagt skole. Vi har en tyrkisk kok (Sanya), som laver dejlig mad til os, kød er dog en mangelvare.

Efter maden var der fri leg, som Kristina udtrykte det, indlagt med en fin billedfremvisning af projektets fund, lidt arbejdsfordeling og forklaring.

Fotografering
Jeg skal stå for at fotografere fund i trækasser efter anden sortering:

1) tag billedet med registerkort og skalamål
2) notér imagenummer på fotos
3) download via wifi
4) lav sikkerhedskopi

Muligvis bliver arbejdsplanen ændret over tid, men arkæologstuderende har betydelig større erfaring i sortering og udvælgelse af især keramik.

Vi blev delt op i hold to og to og gik vi ved siden af hinanden præcist en halv meter på hver side af gridline, på denne ialt én meter samlede vi alt op, som så interessant ud.

Som udgangspunkt (i dag på den føste virkelige arbejdsdag) var alt, som var før anden verdenskrig interessant. Vi samler i mange forskellige kategorier men 1) metal 2) keramik 3) marmor 4) menneskerester, eller som Toke udtrykker det: “Kig efter guldskatte, mumier og dinosaurier.”

Keramik
Næsten alle antikke artefakter er keramik (ihvertfald her), der er ganske få mønter, glas og arkitektoniske artefakter såsom søjler og marmordørtærskler og den slags heldige fund.

Arkitektonisk keramik: Teglsten, som man har brugt til tage i æoner, udgør 95% af al keramik.

Kitchenware (Keramik til tilberedning af mad over ild): Udgør ca. 4,5% af al keramik.

Tableware (Serveringskeramik): Udgør ca. 0,5% af al keramik.

Nikoline, som har fundet 11 mønter på Palatinerhøjen i Rom, vil meget gerne finde en romersk mønt før Toke, men det blev dog Post. Doc. Vera Sauer fra Stuttgart Universitet som fandt vor første mønt. Hurra! Eller… nope, en tyrkisk 1 lira mønt fra 2009.

Mønter hører angiveligt til sjældenheden i dette afsides beliggende hjørne af romerriget. På landet var der kun blandt eliten en virkelig pengerigelighed, ellers byttede man angiveligt en sæk hirse for nogle gæs osv. Naturligvis er der møntfund, men der er forskel på Palatinerhøjen i Rom og en by i provinsen.

Så ud af fangsten i dag, hvor vi har gennemgået 5% af marken, har vi af ca. 500 stykker keramik beholdt ca. 15 stk. til videre studie. Det, vi gemmer, er såkaldte diagnostisk keramik, hvor man kan se, hvad keramik-stumpen har været en del af, en del af en hank eller rand (åbning på en amfora fx) eller måske en pande (bund på en skål).

Herefter skal vi vaske keramikken og sortere en gang mere. Grunden til, at vi interesserer os for denne mark, er så simpel som at man fra lokal hånd ved, at der dukker interessante ting op fra tid til anden. Bonden, som ejer marken, hedder Beyamin, og han er efter sigende tit på sitet og har desuden nypløjet marken hvor vi samler, så vi har større chancer for at finde artefakter.

Tegning

Efter frokost tegnede vi keramik, og det er ikke nemt skulle jeg hilse og sige. Man bruger værktøj à la en profilmåler, skydelære, passer, blyant, en træklods og masser af viskelæder.

Vejret har været dejligt om dagen, over 25 grader, det er dog koldt, når vi sover i værelserne. Der er ingen varme og ingen isolering på sovesalene. Der har været ned til minus 2 grader inden døre. Selim, vor tyrkiske kollega, spurgte mig, om der var varme på værelserne, da han ingen sovepose havde med. Det kunne jeg så afkræfte, og vi fandt et gammelt tæppe til ham.

Da jeg til morgen gik imod baderummet med håndklæde og badeand var der ikke noget vand – end ikke til tandbørstning. Pumpe, som synes at skulle bruge en vis amperestyrke for at virke, strejkede, desuden var der heller intet vand i regnvandstanken.

Den slags tager man med et lille smil og nyder begejstret de vilde roser eller den storslåede solopgang over dalen ved Oymaacag.

——————————————————————————————-

Kilder: Forfatterens oplevelser

20131012-184253.jpg

Et lille panoramaview over marken vi indsamler på. Foto: forfatteren


20131012-184344.jpg

På sitet er det den omvendte verden, projektleder Tønnes tænder op i samovaren, og laver lækker sortehavs te til studerende og andre godtfolk. Foto: forfatteren.


20131012-184456.jpg

Kesban (i rød trøje er arkæologistuderende fra Samsun universitet) tegner keramikfragmenter, og det bliver flot. Foto: Forfatteren


20131012-192617.jpg

Christina, Liv og Nikoline vurderer deres pauvre skatte i bakken. Foto: forfatteren.

Posted in Uncategorized | Leave a comment

L’aventure commence

20131011-085422.jpg

Bro med romanske buer omkring Vezirköprü. FOTO: Toke Hal Bjørn Hansen

20131011-085604.jpg

Kristina og Tønnes kigger efter spolier, eller spor efter romerske veje. Foto: Toke Hal Bjørn Hansen

——————————————————

English summary:

The Roman Geographer Strabo (63 BCE – 25 CE), is a great source for the topography of ancient asia minor. He is born in Amasya only some 70 km from Nepolis. The study of ancient literary sources, coins and stones carved (i.e. gravestones) is of much help and guidance to the Scholars of the project. Apart from going through countless ancient sources, and interpretations, written in ancient greek, ancient latin.  The scholars also need to know extensive secondary-literature from leading scholars concerning the area and the time: To name a few:  Christian Marek, Eckard Olshausen (the spouse of post. doc Vera Sauer), Julie Dalaison,  Franz Cumant, Latife Summerer and Tønnes Bekker-Nielsen just to mention some of the authors of this region in hellenistic time. This means that french, english and german languages are essential to master on an academic level. 

——————————————————

Strabon

Den antikke geograf Strabon (ca. 63 fvt. – 25 evt.) skriver om Vizirköprü, og han er en god historisk kilde, da han er fra byen Amasiya ca. 70 km. fra Vizirköprü. Vi har følgende udlægning fra Strabon om området.

Strabo 12.3.38

“Now after the territory of the Amisenians, and extending to the Halys River, is Phazemonitis, which Pompey named Neapolitis, proclaiming the settlement at the village Phazemon a city and calling it Neapolis”

Metodelære og sprog

Vores moderne måde at leve på er et meget kort blink med de historiske øjenlåg, de fleste samtidshistorikere bruger anden verdenskrig som et terminus post quem for definitionen af vor tid. Man kunne også bruge industrialiseringen, som næppe i Danmark går længere tilbage end 1900.

For overhovedet at danne sig en kontekst og et overblik, må mange forskere beherske sprog. Forskere anses, i denne blog, at være på Ph.d stipendiatniveau og opefter. Sprogene skal gerne være engelsk, tysk, fransk og italiensk for at læse og udgive sekundær litteratur. Herunder skal forskerne kunne latin og oldgræsk på et ret højt niveau (desuden også specialicere sig i fx: koptisk/aramæisk/hebraisk/arabisk/kileskrift/lineær B/byzantinsk osv.).

Det er desuden også vigtigt at kunne det moderne lands sprog, hvor udgravningen foregår i dette tilfælde tyrkisk. Men sortehavsregionen har i knapt et århundrede ligget i USSR’s sfære, så russisk er påkrævet på russiske sites.

Man kan IKKE forstå en Paflagoniers (autokton i området omkring vort site ca.
år nul) tankesæt, lige så lidt, som vi kan sætte os ind i vor nabos hang til dødsmetal, når han vasker op.

Men vi kan blande al vor viden, metode, sprogfærdighed og fortolkning og få et tilnærmelsesvist svar. Men hvorfor dog bryde vor hjerne med det? Måske fordi hver lille opdagelse tilbage i tiden giver os et brik i det store puslespil i spørgsmålet hvorfor vi bebor denne lille klode.

Potteskår o.a. i den anatolske muld giver os et kulturelt fingeraftryk og indikerer et spændende område imellem øst og vest, en udveksling af ideer imellem kultursfærer. Måske giver den endda noget nyt, eftersom der aldrig har været gravet her førhen.

Det er en typisk misforståelse for lægmand, at alt er opgravet og fortolket, at vi ved alt om diverse antikke kulturer og derfor bør lave noget andet. Det er en fejl. Vi har store huller i vor viden, mange store litterære værker er gået tabt, andet er forkert oversat eller genfortalt fra hebraisk over oldgræsk, til arabisk og latin og engelsk og dansk. De litterære kilder kan altså fortolkes meget forskelligt.

Desuden er en udgravning noget, som tager tid, lang tid. Forskerne i Danmark skal fx undervise, de kan ikke bare føjte rundt og grave, registrere og publicere, derfor er tidsvinduet på en udgravning lille.

Tilbage til 63 fvt

Spoget er græsk, og området er dækket af små landsbyer, som passer deres geder og jord (hvilket de faktisk stadig gør). Pompeius gør en del ud af at urbanisere, han anlægger veje, som styregruppen og stud.mag Toke har efterforsket den sidste uge. Roadsurveyen har vist en del nye milesten, indskrifter og broer med de karakteristiske romanske buer. Hvad det hele betyder, er op til projektets vejeksperter med lektor Tønnes Bekker-Nielsen i spidsen.

I området, hvor vi koncentrerer vor indsats, har Pompeius lige slået den anatolske fyrste Mithridates VI Eupator. Pompeius konsoliderer området og inddrager det i romerrigets navn. Der bliver bygget byer som Neapolis, veje bliver nyanlagt eller forbedret.

Området ved vi ikke, hvad hedder, andet end at det hører til byen Neapolis. Provinsen vest for vort område hed i antikken Paflagonien, området vi graver i er altså influeret af persisk, græsk og nu romersk kultur og styreform.

I den romerske borgerkrig mellem Octavian og Marcus Antonius, ændrer sidstnævnte en del på sammensætningen af imperiet i lilleasien. Det er lidt uvist, hvad der sker, men Marcus Antonius lader lokalbefolkningen styre sig selv, angiveligt imod at betale skatter til hans krigskasse. Da Marcus Antonius og Kleopatra taber magtkampen, laver Octavian ikke meget om. Via gravsten kan vi fornemme en stolthed over at være romer. Den lokale elite er for en vis del avanceret til romerske borgere, og nogle er endda ophøjet til ridderstanden. Romerske censorer og embedsmænd i byrådene må lokalbefolkningen dog affinde sig med.

Vi studerende, Liv, Christina, Nikoline og jeg, venter i skrivende stund på hotellet i Samsun på Lektor Jesper Majbom og Mevlüt – så vi kan komme ind til fremmedpolitiet og få vor arbejdstilladelse.

L’aventure commence….

Litteratur
Bekker-Nielsen, Tønnes og Kristina Winther-Jacobsen 2013. 350 years of research on Neoklaudiopolis (Verzirköprü). Unpublished

Bekker-Nielsen, Tønnes og Kristina Winther-Jacobsen 2013. Neapolis-Neoklaudiopolis: a roman City in northern Anatolia. Unpublished

Lund, Søren 2013. The oath from Verzirköprü. Unpunlished

Strabo Geographica via Tufts university:

http://www.perseus.tufts.edu/hopper/text?doc=Strab.+12.3.38&fromdoc=Perseus%3Atext%3A1999.01.0198

20131011-085832.jpg

Tønnes og Jesper træner til Olympiaden i antik-søjle-rulning… FOTO: Toke

20131011-094207.jpg

Billede af en “abklatsch” af Verzirköprü eden (Cumant stelen). Abklatsch er et aftryk af stenen. Stenen er på national museet i Ankara.

Posted in Uncategorized | Leave a comment

“Spolier” omkring vejene ved Neapolis

20131004-102945.jpg

Ovnst. udarbejdet af: Lektor Phd Kristina Winther-Jacobsen. Kortet viser de “grids”, eller firkanter, hvor vi skal arbejde – hver grid er 10×10 meter.

20131003-204708.jpg

Ovnst. billede: Brolagt romervej i de tyrkiske pisidiske bjerge i sydvest (Kilde: C. Marek 2010 – Geschichte Kleinasiens in der Antike s. 464)

———————————————————————–

English summary:

The  project concerns a small field-survey in october 2013, plus a road survey in the area of the city-state of Neapolis (the Modern Vizirköprü). A local farm overlooking the modern city have been selected, as it shows promising finds during plowing etc. Our job as students is to go through the field via walking along a gridline collecting whatever looks interesting. Thus we create a representative measure of especially ceramic sherds. These we hold up against a geoelectric survey which was performed about two years ago. If the two correspond we have evidence for city structures (especially an interesting cross shaped church-like structure). We gather all these spoils, and enter them into a coplex computer database.

——————————————————————–

Opsummering

Det hele drejer sig altså om et såkaldt survey på en mark ved den antikke by Neapolis (nuv. Vezirköprü) . Nea er en forvanskning af neo, som betyder ny. Polis betyder bystat, som fx det antikke Athen eller Sparta. Men i romersk tid bestemte republikken (dvs. senatet), og ca. fra Augustus, kejseren over byerne (til en vis grad). Den moderne  by ligger ca. 120 km. syd for storbyen Samsun, som igen ligger ud til Sortehavet – altsammen i Tyrkiet.

Survey

Et survey er, modsat en udgravning, en overfladeindsamling og rekognoscering, herunder især af romerske veje og af spolier (antikke artefakter). Vi samler altså alt ind på en bestemt mark, som har været brugt til dyrkning, angiveligt de sidste knapt 2000 år.

Nu skulle man ikke tro at der ligger meget på en sådan mark, men det gør der. Der ligger  keramikstumper ganske synligt med det blotte øje. Hver gang bonden pløjer, dukker der nye ting op. Nu kunne man synes, at det er forfærdeligt, at disse keramikfragmenter bliver kørt over og pløjet op, men det gør egentlig ikke noget – det interessante er hvad de repræsenterer, hvorfor og hvor meget.

Man kigger således efter spolier (udtales: spo-li-er – tryk på første stavelse), på engelsk spoils, både i udgravning og i natur. Spolier er de artefakter, som kommer ud af jord fra en arkæologisk udgravning. Især mure, møddinger og affaldspladser er fulde af den slags.

For at forklare spolier, kan vi igen gå tilbage i tiden, til den gamle bystat Athen, som lige er kommet sig over persernes raseren, og som nu ypper kiv imod en anden meget stærk græsk bystat, Sparta.

Athen ligger ca. 7 km. fra havet og har sin havneby i Piræus. Statsmanden Themistokles (524-459 fvt.) beslutter nu at genopbygge byens gamle mur omkring Athen men også at udbygge muren omkring vejen til havnen. Man indkapsler altså by, havnevej og havn, så kan den store athenske flåde forsyne byen med korn, hvis spartanerne besætter (hvilket de gør).

Alle athenere går nu i gang med byggeriet – og det går så hurtigt, at store uhuggede sten, gravsten osv., bliver indsat i muren til stor glæde for senere arkæologer. Disse gravsten, keramik og andet spændene er netop spolier, som man kan nyde på Keramaikosmuseet i Athen. (Se billedet forneden vedr. murene omkring Athen).

Vejene omkring Vizirköprü

Vi har også et andet charter. Da projektets leder, Tønnes Bekker-Nielsen, er ekspert ud i romerske vejsystemer, ville det være dumt ikke at udnytte denne resurse i vor jagt efter koinon (af oldgræsk: sammenslutning, fællesskab). Alt det, vi indsamler og rekognoscerer efter, skal gerne vise os en koinon af byer i regionen. Her er forfatteren aldeles novice, men vi skal se efter op til syv forskellige veje, se efter rester (spolier) af antikke broer osv. En stor del af vejsurveyet havde styregruppen (og stud.mag i arkæologi Toke) allerede foretaget inden forfatteren og tre andre studerende kom til Tyrkiet.

Igen kan vi bruge historien, da vi ved, at Cumant har været i Vezirköprü for ca 100 år siden, og han har netop set rester af en bro. Det er snarere reglen end undtagelsen, at man bruger gamle og antikke rejseskildringer til at støtte forskningen på.

Billedet af den romerske vej, som synes at gå lige ind i en bjergside (Marek 2010), er ikke atypisk. Jordskælv, erosion, flodløbsændringer osv. kan sætte grå hår i hovedet på mangt en geograf.

Romerne kunne bedst lige snorlige veje og helst ikke med stigninger over 17%. Langt fra alle var brolagte. Men når de var bygget bedst, var de så gode, at de holder til i dag. Mange vigtige færdselsårer ligger i dag ovenpå en romersk antik vej.

Hele det tyske autobahn-net udgjorde i 2012 13.000 km, hele det amerikanske highway -system udgjorde i 1989 ca 253.000 km. Selvom det ikke er helt sammenligneligt, havde den senromerske kejserstat over 400.000 km veje, hvoraf 20% var brolagte.

Vejene gjorde, at riget hang sammen, og at slaver, legionerne, handlende, pilgrimme, politikere, borgere og kejseren kom hurtigt omkring.

Hvis vi skal på road-survey, vil bloggen komme yderligere ind på det på de følgende indlæg.

————————————————————————

20131002-222407.jpg

De sorte linjer angiver murene omkring Athen, havnen, og havnevejen. Det ligner en slags banjo fra luften.

Kilder: http://www.denstoredanske.dk s.v. Themistokles

Amerikanske vejvæsen hjemmeside:

http://www.fhwa.dot.gov/planning/national_highway_system/

Posted in Uncategorized | Leave a comment

Stolpehuller con amore

20130930-195345.jpg

Pompeius den store (106-48 fvt.) Foto: Google.

———————————————————————–

English summary: 

Archaeology can be hard to comprehend for a modern-time historian. In ancient studies the latin term: terminus ante quem means the timeline after, and terminus post quem the timeline before, from these fixed positions the scholars date artifacts, and structure. Both Pompei the great, Marcus Antonius, the Emperors Augustus and Claudius have set their fingerprint in the Vizirköprü/Halys area. 

———————————————————————–

Stolpehuller som kilde

Til en forelæsning for nyligt kaldte en anset samtidshistoriker arkæologer for “stolpehulsbetragtere”. Sagt med et glimt i øjet, og med den naturlige konkurrence, der er imellem professionelle forskere. Det er for samtidshistorikere næsten ufatteligt at man blot ud fra lidt mørke jordcirkler kan opbygge en helt kultur med religion, kunst, handel og uden- og indenrigspolitik.

Det er en anskuelse med modifikationer. Projektet “Where East meets West” bevæger sig i historisk tid, så det er lettere at eftertjekke de arkæologiske fund via skrifttlige kilder, mønter og litterær fortolkning. At basere forskning udelukkende på arkæolog kan være dubiøst, så vi må finde historiske udsagn til hjælp. Den romerske statholder over Pontus og Bithynien, Plinius den yngre (61-112), havde f.eks. en rig brevveksling med Kejser Trajan.

Kronologi

Pontus, nuv. Pontos, er netop den region, hvor Vezirköprü ligger. Inskriptioner, som fx Cumant/Vezirköprü-stelen (som nævnt i sidste blog), giver os vigtige
fixpunkter i tid og sted og giver os således det såkaldte: Terminus ante quem eller Terminus post quem. Altså grænsen før hvilken og grænsen efter hvilken. Man bruger det latinske udtryk, når man vil datere et fund, en tekst osv. “ante” er den seneste mulige datering af fundet og “post” den tidligst mulige. Stelen er en ed til Kejser Augustus, og da vi ved, at han er kejser fra 31 fvt. til 14 evt., angiver det første årstal en Terminus post quem og vis à vis det sidste årstal, hvor Augustus dør. Der er altså indicier for en romersk tilstedeværelse i området omkring år nul.

Nu befinder projektet sig i et antikt grænseland imellem to store magtsfærer: den romerske og den phartiske. Perserne er så at sige blevet herre i eget hus igen. Den rigeste mand i Rom; Marcus L. Crassus (115-53 fvt), havde brug for en militær sejr for at konsolidere sin politiske magt i Rom og for at sidestille sig med de blændende dygtige generaler Julius Cæsar og Pompeius i det første triumvirat. Men Crassus var ikke den fødte feltherre og tabte både sin hær og sit liv i slaget v/Carrhae i det nuværende sydøstlige Tyrkiet. Mytologien fortæller os endda, at den phartiske hærfører bagefter hældte smeltet guld i halsen på Crassus’ lig, som en hån imod hans rigdom og grådighed.

Da Crassus dør, overtager Pompeius (og Cæsar) styringen, men især Pompeius sætter retningslinjer for urbanisering, love, kultur og skatter i det nye romerske land omkring Neapolis (den nye by), som nu er Verzirköprü.

Metode og learning by doing

Hvad gør man på en survey-ekspedition, når man ikke er arkæologistuderende?

Først og fremmest slår man koldt vand i blodet, mange pragmatiske ting kan læres og gøres ad hoc, desuden er det kun stipendiater og opefter som forsker og udgiver lødig videnskab.

Man skal også være forberedt på at grave under jorden i flere uger i en voldsom hede uden megen ilt. Mange arkæologistuderende kan forudsige hele vaser ud fra et lille keramikfragment, om med deres utroligt smittende entusiasme får de det hele til at se så let ud.

Man skal desuden være opmærksom på, at antik forskning ikke er ren arkæologi men en brik i et komplekst puslespil:

1) Arkæologi (klassisk dvs. græsk/romersk) = kulturopfattelse ud fra artefakter.
2) Numismatik= kulturopfattelse ud fra mønter.
3) Filologi (klassisk: latin/oldgræsk)= sprogstudier og litterær kontekst.
4) Historie= kulturopfattelse ud fra arkivalier.

Der findes yderligere specialiserede studier som: etnologi, antropologi, epigrafi, geologi og geografi. Enkelte forskere behersker alle forudsætninger, men de hører til undtagelsen.

Arkæologien er god til kvantitativ analyse af en afgrænset topografi. Et af vore mål er bl.a. at indsamle keramik i et grid på en mark målende 180×50 meter, vi indsamler al keramik (indtil tommelfingerstørrelse) i 10% af et 10×10 meter grid. Det giver så forskerne mulighed for at se, hvor koncentrationen af fx køkkenkeramik er størst, og hermed indikationen af et spisested eller en mødding, et andet eksempel er fundet af gravvasekeramik, som kunne tyde på en kirkegård.

Forud for vor indsamling har styregruppen brugt en geoelektrisk metode, som viser en del fundamenter til bygninger – herunder en korsformet struktur, som kunne være en kirke.

————————————————————————–

Kilder:

Alle billeder er kopieret fra google.

Crassus

Geoelektrisk forsøg (sætter strøm til jorden) i Vezirköprü.

20130930-195458.jpg

20130930-201950.jpg

Posted in Uncategorized | Leave a comment

Vizirköprü og Cumant brødrene

20130926-231028.jpg

Foto: Fra tegneserien Iznogood fortalt af René Goscinny – tegnet af Jean Tabary.

———————————————————————————————————

English summary:

In Europe we have the cartoon called Iznogood, who is a very opportunistic Grandvezir, whose only purpose in life is to become Caliph instead of the Caliph. Thus, Vezir means counselor in the Osmannic times, Küprü means bridge – Vizir-küprü is where our survey will take place. The city had different names in ancient times: Neapolis, Neoklaudiopolis, and Phazemon. 

The Cumant stele original situated in Neapolis shows an oath to Augustus in the year 6. This shows that Roman influences were increasing under Augustus, as the oath is very sincere, and quite long when we compare it to others from the era.

———————————————————————————————————

Vezirer og kaliffer

Ja, vi kender jo sikkert alle den lille Vezir Iznogood, som MEGET gerne vil være kalif i stedet for kaliffen – dermed er vi kvit med den første del af bynavnet Vizirköprü. En vezir var en rådgiver/minister tilbage i osmanertiden. Köprü betyder bro, men henviser også til en slægt af storvezirer (Köprülü).

Den moderne by ligger ca. 100 km. syd for havnebyen Samsun i det nordøstlige Tyrkiet.

Vizirköprü har haft andre navne i hine tider:

1) Neapolis
2) Neoklaudiopolis
3) Phazemon (nærmere oplandet end selve byen)

Byen går tilbage til forhistorisk tid, altså så lang tid tilbage, at vi ikke har nedskrevne kilder længere. Som en tommelfingerregel går den nedskrevne historie ca. 5.000 år tilbage, hvis vi tager vasemalerier mm. med.

Hittiterne var et anatolsk krigerfolk, som faktisk knægtede egypterne i 2. årtusinde fvt. Der findes altså spor af dette folk omkring Vizirköprü, og projektet arbejder også tæt sammen med Hittit-ekspert Professor Rainer Czichons Nerikprojekt og Berlins Freie Universität.

Herodot fortæller os, at Apollons orakel ved Delphi spår Kong Krøsus, at hvis han angriber over Halysfloden imod øst, vil et stort rige falde. Desværre for Krøsus var det hans eget rige, som gik til grunde, og ikke modparten persernes.

Lidt historie

“Where east meets West” har en noget mere historisk beviselig kontekst. Vi er inde i den periode, man kalder hellenistisk tid, ca. fra Alexanders død (323 fvt.) og indtil Octavians (den senere Kejser Augustus) sejr ved Actium i 31 fvt. Styrergruppen har indsnævret tiden yderligere til Mithridades VI fald fra magten (63 fvt.). Nu tager romerne altså over i regionen via Pompeius den store.

Men hvorfor er en by i det nordøstlige Tyrkiet så interessant?

Skillelinjen, altså floden Halys (nuv. Kizilirmark), er netop, hvad vi interesserer os for. I årtusinder er der udskilt viden, magt, kunst, handel og måske demokrati-tanker imellem øst og vest. At undersøge disse kulturskel, i en afgrænset kronologi, har relevans for definitionen af, hvordan civilisationer opfatter sig selv, også i dag.

Da Krøsus’ Lydien falder, og han imødegår sin egen hybris, tager perserne over i Anatolien (547 fvt.), og de kommer meget tæt på at løbe de græske bystater over ende (jf. Slaget V/marathon – Salamis – Plataia). Dermed ville et iransk rytterfolk, altså perserne, have stået i Europa meget tidligt.

Men de græske stammer stopper Xerxes, og ca. 150 år senere indtager Alexander hele Persien og fortsætter til Indien. Fra 148 fvt. er romerne definitivt herskere i Grækenland, og i 63 fvt. har vi en ny magt i Pontos-regionen og byen som nu er Vizirköprü, nemlig romerne.

Hic sunt leones præsenterer Cumant-stelen

På Syddansk Universitet i Odense har klassiske studier en antik filologisk klub hver torsdag eftermiddag, “hic sunt leones” (her er  løver). Navnet henviser til, at hvis man på middelalderlige kort så piktogrammer af løver, skulle man tage sine forholdsregler. Hvis der var billeder af drager (hic sunt dracones), var man ude i terrae incognita og uden for lovs land og ret, ligesom området øst for Neapolis (den nye by) var det for romerriget.

Denne filologiske klub præsenterede før vor afrejse Cumant-stelen. Stelen er opkaldt efter Franz Cumant, som sammen med sin bror Eugéne rejser i Pontosområdet i 1900. Der finder den belgiske historiker stelen i en ortodoks kirke i byen Vizirköprü. Teksten på stelen beskriver en ed til Kejser Augustus den 6. marts år 3, og er dermed et bevis på, at der er romersk tilstedeværelse på tidspunktet. Desuden er stelen fundet i byen Vizirköprü, som dengang hed Neapolis og senere Neklaudiopolis efter den senere kejser Claudius. Stenen har næppe været flyttet, og selvom den ikke er “in situ” som man siger om artefakter, der ikke har været flyttet fra deres oprindelsessted, er den meget sandsynligt fra området. Det ville være mærkeligt, om den har været flyttet. Herunder begyndelsen af teksten på stelen oversat af Phd fellow Søren L. Sørensen:

I swear by Zeus, the Earth, the Sun, all the gods and goddesses and by Augustus himself that I will be favourable towards Caesar Augustus and his children and descendants all my life, in word, deed and intention

Stenen er vigtig, da den viser en af de første kejserkulter (for Augustus), og dermed det romerske imperiums indtræden i Anatolien både øst og vest for Halysfloden. Desuden er eden usædvanlig lang og meget alvorlig; steleskriveren har ligefrem ønsket en ulykke over sig selv, sit hus og sin familie, hvis hans loyalitet overfor guddommen, og kejser Augustus, brydes.

Stelen selv har Tønnes Bekker-Nielsen og Søren L. Sørensen undersøgt på Ankara arkæologiske museum. Ifølge fortællingen, blev Søren og Tønnes vel modtaget på museet. De blev vist ud i en gårdhave og afventede stenen, som ankom i to stykker pr. trillebør. Stenen var gået i stykker under transporten fra Vizirköprü lang tid før. Søren lavede herefter en abklatsch af stenen, og de fandt begge ud af, at stenen havde mistet noget indskrift siden Cumant havde tydet den. Stelen er af en slags rød sandsten og måler 92x60x15 cm.

———————————————————–

Kilder:

Vedr. Iznogood billede og info:

https://www.google.dk/?gws_rd=cr&ei=MGfBUtXqO8vIsgajlICICg#q=iznogood

Sørensen, L. Søren 2014. The oath from Vizirkörpü. Unpublished.

20130927-204858.jpg

Foto: Forfatteren – viser Phd fellow Søren Sørensen til venstre og lektor i klassisk filologi Christian Høgel (som også er på projektet where east meets west) under et Hic sunt leones møde. Desværre er billedet lidt rystet.

20130926-231131.jpg

Kortet viser floden Halys’ løb via google maps.

20131011-094207.jpg

Foto: Kopi eller abklatsch (aftryk) af Cumant (Vizirköprü) stelen. Stelen er i dag på Ankara Arkæologiske museum, med nummeret 1137. Kilde: Handout fra Hic sunt Leones mødet.

Quote | Posted on by | Leave a comment

Den tyrkiske ambassade med en lille fjer på…

20130924-222429.jpg

Saxoistituttet. Foto: s.v. Saxoinstituttet http://www.google.dk

20130924-223045.jpg

Undulaten Skipper. Foto: forfatteren.

——————————————————————————————————–

English summary:

How does a broken feather, belonging to the daughter of my girlfriends pet bird, show up on the desk of a Turkish visa-clerck at their emabssy in Copenhagen?. The project participants were summoned to a meeting at the SAXO institute in Copenhagen regarding the initial preparations for the 2013 survey project Where East meets West. The feather followed me for 300 km stuck in my passport, and landed on the table of a very surprised Visa operations officer at the embassy.

——————————————————————————————————–

Pip!

En lille fjer bliver som bekendt til flere høns, jvf. vor allesammens H.C. Andersen, men kan flere høns forvandle sig til min kærestes datters undulat? Lad os prøve at følge en lille historie fra vindheks-byen Vejen over Saxoinstituttet på Amager til Tyrkiets ambassade i Hellerup.

Normalt tager jeg toget fra Gråsten til Kolding Campus, enten kl. 6:07, eller 8:07 fire gange i ugen, så det der :07 har sat sig på min hjerne. Da jeg i dag skulle indfinde mig på det famøse “læderværelse” på Saxoinstituttet kl 10:15, havde jeg været så snedig at bestille aftensmad hos min mor i Vejen for at spare mig selv for at tage toget hjemmefra kl 4…. 07! Så jeg gik i seng med den faste overbevisning at jeg skulle med toget fra Vejen kl 7:07…

Da jeg til morgen kl 6:17 så hælder mælk over havregrynene og løseligt gennemgår mine papirer, opdager jeg til min rædsel, at toget går tre minutter senere. Det næste tog går mærkeligt nok 6:39 med forbindelse med lyntog i Fredericia… der er 2,5 km til banegården på gåben, men kan jeg nå det?

22,1 minut senere sidder jeg i toget bound for Fredericia, havregryn, mælk og rosiner kom ikke op, men jeg kunne stadig smage det ved Ringsted…

Jeg når til “læderværelset” 14 minutter før deadline, og godter mig lidt over, at en ikke navngiven (redaktionen er navnet bekendt) arkæologistuderende, som bor i KBH, kommer 14 minutter for sent.

Projekt
Lektor i arkæologi og viceinstitutleder Kristina Winther-Jacobsen gennemgår “Where East meets West” surveyprojekt okt. 2013 med kommentarer fra projektleder Lektor dr. phil Tønnes Bekker-Nielsen. Alt foregår på engelsk, da projektet er internationalt. Jeg spidser ørerne, da en historiker nemt kan fortabe sig i arkæologijargonen… I denne sammenhæng kan jeg nævne, at “sherds” er keramikfragmenter, noget som er ret vigtigt fremover.

Jeg vil ikke komme yderligere ind på summen af seminaret, andet at det var informativt, godt formidlet og at jeg skal stå for fotograferingen på sitet de første tre dage, derefter rokerer vi fem studerende til henholdsvis “tegning”, “beskrivelse” “dataindtastning” og “indsamling el. survey”

(Der kommer en udførlig beskrivelse af projektet i nærmeste fremtid!)

Åh ja, læderværelset på Saxoinstituttet på Københavns Universitet henviser til et bord med læderplade, hvor man IKKE sætter varme kaffekopper mv., jeg må ved lejlighed huske at spørge Kristina til dets historie.

Efter en dejlig frokost tog Tønnes, Marit og jeg en “Slowboat to Hellerup”, bådbusserne på Københavns kanaler er nu dejlige.

Vel ankommet til ambassaden blev vi buzzet ind af security, og fik trukket et nummer til arbejds-visa. Selvom vi kun skal være afsted i 12 dage, skal man have et arbejdsvisa på en arkæologisk udgravning og udfylde mange papirer.

Desværre ville systemet ikke give mig et nummer, men efter lidt parlamenteren med security fandt jeg ud af tricket. Nummeret følger gerne ens telefonnummer, men hvis der ikke findes et telefonnummer på den mail, man sender til ambassaden, hvor man udbeder sig en tid, bruges fortløbende numre. Jeg havde således nr. 00004, denne information har de i security.

Derefter venter man, ikke lang tid – ambassaden er effektiv. Man kommer så ind på en lang gang med skranker og angiveligt skudsikkert glas alle steder.

Her giver man sit pas, som man pænt kan hente næste dag, eller mod betaling kan få tilsendt til sin adresse, men kun hvis man bor langt væk.

Man afleverer desuden:
Arbejdsvisa-formular
Specialformular
Et pasbillede
En fotokopi af passet
Sit købillet-nummer
Izin=arkæologisk gravetilladelse (meget dyrebart dokument, som har kostet blod sved og tårer for styregruppen at få igennem)
Ekip= deltagerliste på udgravningen
Harita=et kort over hvor vi graver

Visafyren var en tolde type af den slags, som vi alle kender fra lufthavne, deres job er at være skeptiske. Han er tyrkisk, lidt tyk, har pænt hår og lidt udstående øjne, han har blå skjorte og seler på… Han minder mig om en karismatisk vognmand, jeg engang har kendt, Martin Hellestrup fra Fredericia, en selfmade millionær med et temperament som en vulkan.

Tag ikke fejl, der er intet skrankepaveri over visa case-officeren, han udstråler effektivitet og myndighed og en smule tilbagetrukken arrogance, da hans chef kommer hen til ham, og udveksler lidt ord, går alt meget hurtigt.

Jeg rækker ham mit pas og idet han åbner det, flyver der ganske langsomt et knækket undulatfjer ud af passet…

Visafyren ser spørgende på fjeren, hans chef ser hårdt på mig, så rækker visafyren mig fjeren med et uudgrundeligt udtryk og siger langsomt: fourhundertandfiftyfour kroner, please.

20130924-222545.jpg

Den tyrkiske ambassade i Hellerup.

———————————————————————————————————-

Kilder: Egen empiri

Foto: map via IOS (apple iPhone)

Image | Posted on by | Leave a comment

Schliemann, amatør eller foregangsmand?

20130925-083029.jpg

Agamemnons maske, Mykensk kultur. Gravmaske, midt 1500 fvt. Nationalmuseet i Athen.
Foto: http://www.denstoredanske.dk s.v. Agamemnon.

———————————————————————————–

English summary:

Heinrich Schliemann was a german businessman about a 150 year ago. He had a keen interest in archaeology and the anitique epics of particular Homer. Heinrich wanted to proof the works of the Illiad and the Odyssé and personally financed excavtions in Homeric Troy, Mykene and Tiryns. As Schliemann I to am an amateur, and around his age (41) when I embark on my first archaeologic excavation on the 10. Of october 2013. The project is at surface survey in the Turkish city of Vizirköprü. 

———————————————————————————–

Liberal amatør arkæolog? 

Da Heinrich Schliemann finder ovenstående maske i 1876 i Mykene, er han ikke i tvivl om, at det er selve Agamemnons grav, han har fundet. Schliemann er en kontroversiel figur i arkæologiens historie. Egentlig er han en rig tysk købmand, som først i en sen alder kaster sig over arkæologien.

Det kontroversielle ved Schliemann er, at han vil finde håndfaste beviser for de store episke litterære værker af Homer, Odyseén og Illiaden. Desuden er Schliemann ret hårdhændet i sin udgravningsmetoder og leverer mangelfulde optegnelser af det homeriske Troja, Mykene og Tiryns.

Uden Schliemann ville vi dog ikke vide meget om fx. den mykenske kultur, han medvirker desuden til den moderne arkæologimetode. Han finansierer selv en del af sine udgravninger, desuden raner Schliemann ikke, på samme måde som fx. den Britiske Lord Elgin,  på Athens Akropolis. Næsten alle de store Europæiske nationer erhverver sig dog antikke artefakter i perioden.

Men hvorfor denne interesse for Schliemann? Fordi han startede som amatør i en sen alder, og han var med til at sætte sit fingeraftryk på den moderne arkæologi. Forfatteren til denne blog er også amatør indenfor arkæologien, desuden på nogenlunde samme alder som Schliemann, da han begynder i felten. Ikke at jeg på nogen måde sammenligner mig med Schliemann, men lidt associationer er der dog.

Projektet

Projektet Where East meets West kampagne 2013 drejer sig om et arkæologisk survey (red: overflade søgning) i det nordøstlige Tyrkiet, i regionen Pontos omkring byen Vizirköprü.

Jeg hørte først om projektet fra kandidatstuderende på Kolding Campus (Pernille Rønn), desuden havde vi studerende hørt om et projekt, som vor faste antik-historiker Tønnes Bekker-Nielsen på Kolding campus havde søgt det frie Danske Forskningsråd om. I 2011 fik jeg og en medstuderende (Louise Stockmarr) dispensation til at følge kandidatfaget “Det Romerske Anatolien” under Tønnes Bekker-Nielsen, her skærpedes min interesse for projektet.

Jeg blev inviteret til projektets internationale konference i oktober 2012, hvor jeg igen blev inviteret til at komme med til projektets kampagne i 2013. Desværre var der megen politik involveret i vores gravetilladelser, blandt andet fordi Danmark tillader den kurdiske separatistbevægelse PKK at sende tv fra Danmark via ROJ-tv.

Vi fik dog vores tilladelser i hus, men kun godt en måned, før vi skulle afsted.

Tyrkiet er et enormt land. Jeg går meget op i almindelig empiri, når jeg rejser til et land, hvilket betyder, at jeg interesserer mig for demografiske, sociologiske, politiske og sproglige forhold i samtiden. Desværre er det eneste sted, jeg har besøgt i Tyrkiet, før kampagnen i 2013, Alanya, et turistmål, hvor mange europæere drager hen for at feste og hygge sig.

Mit andet besøg til Tyrkiet begynder om præcis 17 dage, nu med andre fortegn, men bestemt ikke mindre spændende, og jeg ser frem til kampagnen med stor iver.

————————————————————————–

Kilder:

http://www.denstoredanske.dk

s.v. Agammemnon

s.v. Heinrich Schliemann

Hjortsø, Leo. Græske Guder og Helte. København: Politikkens Forlag.

Projektets engelske hjemmeside:

http://www.sdu.dk/en/Om_SDU/Institutter_centre/Ih/Forskning/Forskningsprojekter/Where_east_meets_west

Posted in Uncategorized | Leave a comment